Kunstanmelder på Information Rune Gade fortalte engang ved en offentlig forelæsning overfor en måbende forsamling af studerende på Københavns Universitet, hvordan han lagde sig på sin hånd for at få den til at sove, hvorefter han onanerede med den. “Det er lige som om at en anden rører ved en…”, som han malende beskrev det.
Nu er han på spil igen men denne gang med en pseudokritisk omgang onani, i form af en kunstanmeldelse af Elmgreen & Dragsets udstilling på Statens Museum for kunst.
Jeg er naturligvis 100% partisk og har arbejdet med kunstnerne siden 1999. Det giver mig en god indsigt i deres kunstneriske udvikling. Kunstnernes udstilling på SMK består kort fortalt af hele tre udstillingsuniverser, hvor gæsterne kan opleve både spektakulære, virkehedsnære og drømmeagtige scenarier. Udstillingerne består af værker fra hele deres kunsteriske karriere med en lang række helt nye værker.
Rune Gade beskriver i sin anmeldelse sin store skuffelse over, at den aktivisme som Michael Elmgreen betjente sig af inden han begyndte sit samarbejde med Ingar Dragset for snart 20 år siden, ikke længere findes i deres fælles værker.
Elmgreen & Dragsets udstilling på Statens Museum for Kunst indeholder ifølge anmelderen ingen utvetydige “fuck fingre” til samfundet, men er langt mere oplevelsesorienteret og det er Rune Gade meget utilfreds med.
I det hele taget er Rune Gade så utilfreds og lyder som en afdanket oldboysspiller, som står på sidelinien til et opgør mellem FC Barcelona og Real Madrid, hvor de talentfulde verdens stjerner boltrer sig på banen alt imens han råber til dem, at “alt var bedre i gamle dage og at det hele bare handler om penge og opmærksomhed”.
For få uger siden brugte Dagbladet Information en hel bagside leder på demonstrativt og hysterisk at forklare avisens læsere, hvorfor man ikke ville anmelde Olafur Eliassons udstilling på Louisiana. Et hidtidigt lavpunkt for kunstanmelderiet men samtidig et højdepunkt for småligheden i et misforstået og patetisk forsøg på at signalere progressivitet.
Informations leder var besynderlig læsning, men lægger sig på tragisk vis i slipsstrømmen på den opmærksomhed som forskellige andre af vores nations store kunst og kulturpersoner har oplevet. Lars von Trier’s enstående værker er blevet afskrevet som kitschet følelsesporno, Rene Retzepi’s visionære og innovative tilgang til gastronomi er blevet kaldt nazistisk (?!), og verdensstjernen Olafur Eliasson blevet afskrevet som en banal aktør i oplevelsesindustrien.
Nu er det så de internationalt anerkendte kunstnere Elmgreen & Dragset hvis værker både inviterer og åbner sig for sit publikum, og som arbejder med alle tænkelige perceptionsniveauer, som nu affejes for ikke at være den dogmatiske og entydige samfundskritik som Rune Gade havde håbet på.
Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro at Rune Gade simpelthen var ubegavet. Men det ved jeg positivt at han ikke er.
Rune Gades egentlige strategi er derimod at gennemføre en praksis som bliver mere og mere udbredt blandt fx politikere og tv-værter.
Meningsdannere, anmeldere, og politikere er i stærk konkurrence med den enorme mængde facebook-opdateringer, tweets og blogs og ønsker man at trænge igennem med egne budskaber skal man råbe virkelig højt eller spille dummere end man i virkeligheden er.
I Rune Gades tilfælde sker det ved at han stiller en falsk præmis op. I dette tilfælde, at alt kunst som er samfunds – og civilisationkritisk også bør være aktivistisk, og entydigt med fx løftede pege og fuckfingre, og da det ikke er tilfældet med Elmgreen & Dragsets udstilling på SMK, skydes den ned.
At jeg med stor sikkerhed kan konstatere at Rune Gade ikke er så dum som man umiddelbart kunne tro er ved at genlæse passager i
hans (og Camilla Jalvings) bogudgivelse Ny Brud fra 2006. Her hyldes med stor indlevelse og forståelse flere af de selv samme værker, som på udstillingen på SMK, bliver sablet som “alt for tvetydige og alt for banale”.
Der skrives således om Elmgreen & Dragsets praksis, “betragterens mentale rumerfaring forskydes, og i installationen spilles der på at man som udstillingsgæst med sin bogstavelige tilstedeværelse er en del af værkets udsigelse – det som værket kan betyde.” Elmgreen og Dragsets værker omtales her som “at den institutionelle arkitektur er blevet et værk i sig selv”. Med andre ord det handler om at opleve værkerne, og det kan som bekendt ske både intellektuelt, fysisk og følelsesmæssigt.
Det har således aldrig været kunstnernes intention at skabe en entydig “fuck finger” som Rune Gade efterlyser.
Rune Gades skriver at kunstnerne med flere af værkerne løber åbne døre ind, blandt andet med et værk fra 2001 bestående af netop dysfunktionelle døre.
Her bliver kritikken helt absurd for netop udstillingens retrospektive karakter med både nye og ældre værker gør naturligvis at nogle værker er skabt i en tid hvor de på grund af tidsforskydningen, havde en større avantgardistisk karakter end nu. Værkernes betydning og virkning er derimod fortsat intakt.
Kritikken svarer til at kritisere en Marcel Duchamp udstilling for at være regressiv for “alle de der readymades er der jo så mange der har lavet…” (siden…).
Hvorfor at Rune Gade idag er ude afstand til at anerkende andre kunstnerisk samfundskritiske udtryksformer end den aktivistiske og ikke længere føler sig istand til at fordøje en oplevelsesorienteret kunst, er ikke til at vide. Men det er unfair at opstille en ukorrekt præmis og så kritisere udfra dette falske udgangspunkt.
Der er efterhånden så kedeligt og forudsigeligt at læse om kunst og det er blevet så trivielt at mene at kunsten er opmærksomhedssøgende og at alle succerige kunstnere bare leverer produkter til oplevelsesøkonomien.
Hvem som bare havde en daler for hver gang der er skrevet “Oplevelsesøkonomi” og “Olafur Eliasson” i samme artikel. Og hvori består problemet egentlig?! ! Lars von Trier, Olafur Eliasson, og Elmgreen & Dragset er en del af vores oplevelsesøkonomi og vi kunstinteresserede bør vel være glade for, at kunsten fylder mere og mere i oplevelsesøkonomien. Det er da helt fantastisk at vores museer besøges af hundrede tusindvis af mennesker som kommer for at se på kunst ?! Eller var det bedre dengang i gamle dage da det kun var en særlig elite og bestemte samfundsgrupper som følte sig velkommen. Og hvor udstillingerne blev formidlet alene af dagbladskritikere og ikke som idag af tusindevis af mennesker som formidler kunstudstillinger på sociale medier hurtigere end kritikeren har spidset sin sløve pen.
Jeg vil opfordre Rune Gade til at lægge sig tilbage på sin højre hånd og få den til at sove..
