På længere sigt risikerer København at blive tømt for de kreative vækstlag.
(Dette indlæg er bragt på Politiken.dk 9.marts, se mere her)
Byer som New York og London er det seneste årti blevet tæt på utilgængelige for store grupper af mennesker, kunstnere og kreative, især vækstlagene på grund af voldsomme prisstigninger. København følger trop i højt tempo.
Høje leveomkostninger og kraftigt stigende priser på erhvervslejemål og boliger gør, at København er ved at udvikle sig til en by, uden plads til andre end de grupper, som kan betale.
I 90’erne og 00’erne blev Berlin en magnet for kunstnere og kulturelle iværksættere, der ledte efter et sted, hvor man havde råd til at bo og leve. Man sagde om Berlin, at den var ‘fattig, men sexet’”.
Det er her kunstnere og andre kreative sjæle, der presses ud af andre byer har råd til at etablere sig under acceptable vilkår. København er til gengæld High End. Dyr by at bo, leve og arbejde i.
Konsekvensen af udviklingen er, at Berlin nu er kendt som en førende international kunstby, og oplever stor vækst i de kreative brancher, der klart overgår andre byer i samme kaliber.
Udviklingen udfordrer Københavns selvforståelse som kreativ by med højt til loftet.
Den alarmerende udvikling skyldes mange ting.
For det første er det et globalt fænomen. Folkevandringen fra land til by presser priserne på boliger og erhvervslejemål op. Det samme sker i København hvor cirka 1000 nye borgere flytter til til byen hver måned.
Fremskrives udviklingen vil vi stå tilbage med en by med ingen eller meget få billige kvadratmeter og et stærkt skævvredet boligmarked.
Det vil reelt betyde, og gør det allerede i stor stil, at kunstnere og andre kreative, der har brug for billige kvadratmeter ikke vil kunne være i byen. På sigt vil det tømme byen for vækstlag.
Fremskrives udviklingen vil vi stå tilbage med en by med ingen eller meget få billige kvadratmeter og et stærkt skævvredet boligmarked. Det vil reelt betyde, og gør det allerede i stor stil, at kunstnere og andre kreative, der har brug for billige m2 ikke vil kunne være i byen.
Wallner og Weiss
Det giver et billede af den massive udfordring politikerne står overfor i håndteringen af vores byer. Og det sætter en stor fed streg under, at det er de strukturelle vilkår, som for eksempel boliglovgivningen, der skaber byens udvikling.
Hvem har ansvaret? I Danmark har vi både et stærkt reguleret lejeboligmarked og en stærkt markedsdrevet boliglovgivning.
Det betyder reelt, at det er næsten umuligt at få fat i en af de billige lejelejligheder, der findes i byen. Samtidig har ejerboligerne nået et prisniveau så de færreste med en almindelig indkomst kan følge med.
Det efterlader en oplagt mulighed, nemlig, at Københavns Kommune investerer i billige boliger som mennesker med en almindelig indkomst har råd til. Men som lovgivningen er indrettet nu, kan det ikke lade sig gøre i tilstrækkeligt omfang.
Spørger man de kommunale politikere i København, er det planloven der lægger hindringer i vejen for, at der kan stilles krav til bygherrer om en vis procentdel billige boliger.
Det måtte Ritt Bjerregaard sande, da hun kuldsejlede med sit billige boliger-projekt. Det samme problem har Frank Jensen, der opfordrer regeringen til at gribe ind.
Problemet er, at Københavns Kommune ganske enkelt ikke må konkurrere med markedet. Man må ikke underbyde markedet og skabe et parallelt, billigere marked for lejemål.
Spørger man de kommunale politikere i København, er det planloven der lægger hindringer i vejen for, at der kan stilles krav til bygherrer om en vis procentdel billige boliger. Det måtte Ritt Bjerregaard sande, da hun kuldsejlede med sit billige boliger-projekt
Wallner og Weiss
Og det til trods for, at kommunen har Danmarks største ejendomportefølje. Man prøver desperat, at arbejde med en plan for midlertidige lejemål, men det ændrer ikke ved de strukturelle forhold, der presser de kreative ud af byen. Lokalpolitikerne er i meget høj grad magtesløse overfor udviklingen, der ligger i hænderne på landspolitikerne.
Det rejser spørgsmålet om, hvordan en handlekraftig bypolitik bør se ud i 2014.
Den bør handle om andet og mere end havnebassiner, lommeparker og hvor brede cykelstierne skal være. Det bør også – og måske først og fremmest – handle om de strukturelle forhold, der i sidste ende bestemmer hvem der har mulighed for at bo og arbejde i byen.
Også selvom det politisk ikke er så sexet, at arbejde med lovgivning på det strukturelle område, som det er at komme i audiens hos New Yorks borgmester Bloomberg og tale om Københavns cykelstier.
Hermed er bolden sendt videre til regeringen, der sidder med nøglen til at lave om på den rigide og utidssvarende lovgivning.
