Klimakommissær Connie Hedegaard er blevet symbolet på afmagtens politik.

Hedegaard repræsenterer en komplet impotent ‘gode viljers politik’, der desværre ikke formår at skabe nogen form for folkelig bevægelse eller troværdig konsensus om klimaløsninger på højeste politiske plan.

Imens Europa – og resten af verden – står i stampe og kun kan producere forsvindende små fremskridt, kan politikerne med fordel kaste et blik på den rolle, kunsten har spillet i den moderne epoke for at få inspiration til løsninger.

For det er i hjertet af det 20. århundredes moderne projekt, som kunstnere, arkitekter, forfattere og musikere over hele verden promoverede, at et meget betydeligt bidrag til løsningen af den aktuelle krise skal findes.

Med klimakrisen og den altdominerende globalisering står vi i en ny problemhorisont, der kræver, at vi mobiliserer hele bagkataloget af kritisk tænkning og utopisme, der ligger i den europæiske kulturtradition.

Vi husker det formentlig alle. De bevingede, højstemte politiske skåltaler op til klimakonferencen COP15 i København 2009. Leveret af politikere, der så sig selv i begivenhedernes centrum og følelsesladet forsøgte at gribe det historiske øjeblik. Og det efterfølgende kollaps.

Barack Obamas halvhjertede forsøg på – i 11. time – at lande en aftale, og Lars Løkke Rasmussen, der skulle træde ind på verdensscenen og demonstrere sine statsmandsevner. Det endte med det modsatte.

Selvudnævnte ‘Lille Lars fra Græsted’ var ikke opgaven moden og måtte indkassere sit første alvorlige politiske nederlag. Tilmed med hele verden som vidne. Av.

Ærgerligt, at de danske politikere først alt for sent indså, hvilket speget storpolitisk magtspil, de var en del af, og som reelt førte til klimafloppet.

De tabte en umådeligt vigtig dagsorden på gulvet. Og der har den ligget lige siden. Men tiden nærmer sig med hastige skridt det tidspunkt, hvor alverdens beslutningstagere død og pine skal demonstrere handlekraft over for vor tids største udfordring.

Bortset fra hos enkelte klimakrisebenægtere så trækker dommedagsprofetierne og skrækhistorier om syreregn, skovdød, hedebølger uden fortilfælde og fatale oversvømmelser dybe spor i de fleste menneskers bevidsthed.

Der er sagt og skrevet meget om kompleksiteten i vores senmoderne samfund, og klimadebatten afspejler om noget den kompleksitet. Teknokrater, klimaeksperter i alle afskygninger, aktivister, politikere og andre velmenende typer er ved at falde over hinanden i forudsigelser om fremtidens klima.

Den britiske sociolog Anthony Giddens minder i et interview i Politiken om, at klimaforandringerne ikke ligner noget andet problem, vi tidligere har beskæftiget os politisk med.

Det er et globalt problem, abstrakt og rummer et fremtidigt risikoscenario, som vi kun kan bruge videnskaben til at forstå, som han siger, og som det derfor er »ekstremt vanskeligt for politikerne at mobilisere folk i forhold til«.

Der er lagt op til omfattende ændringer af vores samfund, der afgørende vil forandre den måde, vi som borgere kommer til at leve og arbejde, og virksomheder bliver drevet på. En ny grøn æra, som den optimistisk er blevet døbt, vil have samme omfattende effekt som 90’ernes it-revolution har haft på stort set alle aspekter af vores tilværelse.

Det er ganske enkelt næste skridt i moderniteten.

Hvad nytter kunsten i den sammenhæng? Man kan kaste et blik på den mest bundne kunstart, arkitekturen (der trods alt stadig er en kunstnerisk uddannelse her til lands).

Hvis vi kigger på den moderne epoke, så er det krystalklart, at avantgardebevægelserne var drevet af et ønske om atændre verden. Det var i høj grad den sociale indignation, der i begyndelsen af 1900-tallet drev den franske mesterarkitekt og stamfader for den arkitektoniske modernisme, Le Corbusier.

Hans diagnose af de kummerlige kår, store dele af befolkningen levede under i de europæiske hovedstæder, var isnende præcis. Visse steder var den gennemsnitlige levealder på niveau med middelalderens og alt, alt for mange børn voksede op i tredje og fjerde baggård i umenneskelig, mørk og fugtig slum i de centrale kvarterer af Paris.

Det måtte ændres, og arkitekturen var midlet.

Han var på en og samme tid en brutal og ekvilibristisk modernist, der lagde grundstenene til radikale forandringer i europæisk arkitektur og bytænkning.

Det 20. århundredes avantgarde-bevægelser definerede i høj grad den livsverden, vi lever i nu. De skabte nybrud, der tillod en mangfoldighed af udtryk og brud med tabuer samtidig med, at de forsøgte at takle de udbredte problemer med social armod i et forkrøblet Europa for evigt forandret af industrialiseringen og to verdenskrige.

De leverede med deres byplaner og arkitektur løsninger og optimisme i en meget svær periode i europæisk historie. De formulerede idealerne for den moderne epoke og gav krop til de sociale utopier, der stadig danner grundlag for den politiske tænkning.

Nu er der atter ved at ske en opblomstring, og konturerne af en ny modernitet viser sig tydeligere og tydeligere. Danske arkitekter har samlet handsken op. Tegnestuer som Tredje Natur, BIG og Henning Larsen (mange andre kunne nævnes) leverer med deres grønne projekter optimisme og fremtidstro.

De aktiverer hele bagkataloget i den danske arkitekturtradition i kampen om en ny modernitet, hvor vi igen formår at løse storskala-problemer med potent arkitektur.

De fleste klimakampagner, der lanceres fra officiel side, fokuserer på nødvendigheden af at spare, reducere, skrue ned for, formindske, forbyde, fjerne og ikke mindst indførelsen af et hav af uigennemskuelige nye grønne afgifter. Der er ikke meget begejstring i det budskab.

De teknokratiske og videntunge kampagner som ‘Spar 1 ton CO2 om dagen’ lever på forestillingen om, at viden og oplysning er vejen til en grønnere verden. Det er måske til dels rigtigt, men det er med statsgaranti mere effektivt at skabe en attraktiv billede på det liv, der kan komme, hvis vi handler klogt – i tide.

I kampen om at vinde borgernes hjerte for en mere bæredygtig fremtid spiller arkitekternes evne til at vise os attraktive alternativer en afgørende rolle.

Arkitekternes bestræbelser på at integrere innovative designløsninger med de nyeste klimateknologier betyder, at vi alt i alt har et godt afsæt i Danmark for at levere svar både lokalt, nationalt og regionalt. Vi har traditionen i ryggen.

Tænk blot på 40’ernes berømte femfingerplan for hovedstadsområdet. Det var – og er – et genialt greb. Et visionært bud på en bæredygtig by, der tillader naturen at skære sig ind i byen i form af grønne kiler mellem den kollektive trafikstruktur.

Det vil vi komme til at se mere af i de kommende år: visioner forankret i virkelige brugerbehov, teknologier, analyser og engagement.

Det indvarsler en ny modernitet, hvor kunsten, i dette tilfælde arkitekturen, kommer til at indtage en afgørende rolle i at levere løsninger på de udfordringer, vores samfund står over for.