(Tidligere bragt i Politiken og på Politiken.dk, hvor vi fremover har en fast blog)
De Konservatives overlevelseskamp er en tåkrummende affære at være vidne til. Styrtdykket mod spærregrænsen kan betyde, at partiet ikke vil være repræsenteret i Folketinget efter næste valg. Den historisk dybe krise har mange årsager. En forklaring er de nuværende mærkesager. Partiet fisker i en mere og mere skinger tone efter stemmer på præcis de samme politikområder som de andre borgerlige. Meningsmålingerne viser med al tydelighed, at hvis man ønsker en lavere skat, så byder Liberal Alliance (og Venstre ) sig til som langt mere interessante partier. Hvis man mener, at vi bør være “tough on crime” her til lands, ja, så er Dansk Folkeparti et langt mere troværdigt alternativ. Vi kunne blive ved. Men det er kun en del af forklaringen. De Konservative forsømmer nemlig en væsentlig del af partiets DNA, kulturen. Partiet har Ikke formået at forny den ideologiske kontrakt med den del af det konservative vælgerkorps, der sætter klassiske kulturelle værdier og almen dannelse højt.
Det er almindelig kendt, at kulturen er nederst i det ministerielle hierarki. Det “bon’er” ikke ud i meningsmålinger, når man sammenligner med emner som skat, skole og sundhed. Men man skal ikke glemme, at det er et politikområde, der skaber synlighed og profil. Den nuværende ledelse af de Konservatives blindhed overfor kulturen er deres akilleshæl. En klassisk borgerlig dyd som dannelse må man lede forgæves efter i partiets stavepladeretorik. De Konservative vil naturligvis ikke opleve en jordskredssejr ved at arbejde for et rigere kunst – og kulturliv. Men en styrkelse af partiets fokus på vigtigheden af dannelse og kultur som omdrejningspunkt for udviklingen vores samfund, kunne uden tvivl bringe nogle hjemløse borgerlige vælgere tilbage i folden.
De sidste konservative kulturministre kunne ikke løfte arven. Partiet fremstår i dag klinisk renset for de dyder, der gennem historien har givet karakter og fylde på den politiske scene. Per Stig Møllers bitterhed over at være blevet degraderet fra udenrigsminister til kulturminister kom han sig aldrig over, selvom han på papiret var mere end egnet til posten. Carina Christensens indsats er der næppe mange, der vil huske. Brian Mikkelsen, derimod, voksede højst overraskende med opgaven. Den unge partiløve skulle have et lavt rangeret ministerium (en slags uddannelsesstilling), hvor han kunne få slebet kanterne af inden han kunne træde ind i et af de mere tunge ministerier. Samtidig skulle han bruge ministeriet som platform for Foghs værdikamp. Han oplevede en positiv dannelsesrejse i sin tid som minister. Da han tiltrådte havde han aldrig været i teatret (udover en enkelt musical), sjældent besøgt kunstmuseer, og krimier var hans eneste litterære reference. Han var den perfekte eksponent for opgøret med smagsdommerne. Men det er værd at huske på, at Brian Mikkelsen spillede en fremtrædende rolle i Fogh-regeringerne som medlem af det magtfulde koordinationsudvalg. Kulturen blev platform for kampen om den politiske dagsorden.
Da Brian Mikkelsen tog afsked med kulturministeriet havde han lært, at kunst og kultur kan give oplevelser og indsigt som intet andet i vores samfund. Og hvad man end må mene om hans herostratisk berømte Kulturkanon, så forsøgte han, på sin egen kluntede og firkantede måde, at fortælle os, at kunst og kultur er vigtig for det enkelte menneske og samfundsudviklingen som helhed. Det lykkedes ham oveni, til en vis udstrækning, at styrke de konservatives image som et kulturbærende parti. Han gav partiet en selvstændig, markant profil på kulturområdet som ideologisk kampplads på godt og ondt. Man mærkede at de Konservative ville kulturen i langt højere grad end i dag. Det var en konservativ kulturminister, der genindførte den gratis entre på Statens Museum for Kunst. En bragende succes.
Nu har de har overladt en del af scenen til Dansk Folkeparti, der har taget patent på borgerlig kulturpolitik, “Gud, Konge og Fædreland“ og har dansk bygningsarv som deres naturlige hjemmebane. Kultur spiller ingen nævneværdig rolle i de Konservatives politiske kommunikation. Det er interessant at huske på, hvordan en af nyere tids største mæcener, Hr. Møller, i helt enestående grad så vigtigheden af et rigt kulturliv som del af sit livsværk. Gennem sin fondsvirksomhed, og med i dansk sammenhæng uset stor generøsitet, valgte han at donere enorme summer til styrkelse af dansk kultur og national selvforståelse i hele landet, fra operahus til skateboardbaner. Donationerne blev formentlig givet ud fra en dyb erkendelse af betydningen af den kulturhistoriske ballast, der finder sit afsæt i opbyggelige, borgerlige dannelsesidealer. Hans politiske modstandere korsede sig, men Hr. Møller praktiserede ægte konservatisme. Vil de Konservative bringe den synkende skude på ret køl, så burde de lære af den gamle skibsredder og erkende, at de har smidt barnet ud med badevandet i et pinagtigt forsøg på at overgå andre partiers populistiske og primitive paroler. En genintroduktion af borgerlige dyder med anstændighed og dannelse som hjørnesten i kommunikationen af partiets politik, vil få dele af de frafaldne vælgere til at vende tilbage. Og mon ikke andre partier i Folketinget kunne lære en ting eller to af de Konservatives svigt på kulturområdet?
