DRs kulturkonkurs

DR er Danmarks suverænt største kulturinstitution målt i støttekroner. Fortsat en mastodont på mediemarkedet, selvom monopolets tid er en saga blot. Adskillige milliarder tilfalder hvert år DR, der til gengæld er forpligtet på, at levere oplysning i offentlighedens tjeneste.

Man kan dog få det indtryk, at når ordene ”faglighed” og ”kulturprogram” bliver nævnt i samme sætning på DRs redaktionsgang, så spreder panikangsten sig som en steppebrand. Antagelsen er tilsyneladende, at befolkningen ikke gider høre på kedelige fagfolk, der ved noget om det de udtaler sig om. Seertallene vil rasle ned og institutionen miste sin politiske og folkelige opbakning. DR chefernes angst for faglighed kan tolkes som en besynderlig form for kulturelt mindreværd på vegne af seerne.

Når DR 2 og DR K forsøger sig med en vis faglighed på kulturområdet sker det ofte ved indkøbte kulturprogrammer produceret af fx BBC. BBC tror på, at faglighed og seerinteresse ikke er to modsatrettede størrelser. Herhjemme bliver kunst – og arkitekturinteresserede spist af med tåkrummende kunstguizzer, og arkitekturprogrammer, som minder mere om programmer som ”Kender du typen” og ”Hammerslag”, end egentlige kulturprogrammer.

I programmet “Arkitektens Hjem” møder seerne en interessant dansk arkitekt, der fortæller om sit hjem og indretningen, komplet med loppefund, møbelklassikere og nyistandsat køkken. Kun overfladisk berøres arkitektens egentlige kompetenceområde, nemlig den arkitektur som pågældende skaber. Et program, der fungerer fint som boligreportage kendt fra livsstilsmagasiner, men næsten blottet for faglig tyngde og perspektiv.

Ikke meget bedre står det til når DR formidler billedkunst. DR’s bud på et program om billedkunst er en blanding af den klassiske Arnoldi Kunstquiz og Erling Bundgaards 80’er Hit ”Gæt og Grinmasser”. Her er to hold bestående af kunstkritikere, museumsfolk og kunstnere sat til at gætte kunstværker, men for at sikre at programmet ikke bliver kedeligt (læs: fagligt) sørger værten (som er det absolutte centrum for legen) for, at opføre kunstværker ved at mime klassiske skulpturer eller motivet i et maleri. Og der bliver grinet og fniset ligesom når Grethe Sønck skulle ned på alle fire i Gæt og Grimasser.

Programmet er en form for satire over kunstens verden. Alle klicheerne er sat i scene: De kloge fagfolk, de vilde kunstnere med tusch og papir, og ikke mindst værten, der som en klovneagtig og manieret udgave af den lille dreng fra Kejserens Nye Klæder, hvert øjeblik kan afsløre det hele som fup og fidus og “det kunne jeg også selv lave”. Selv da værten tog sig den frihed, at lade deltagerne gætte et maleri han selv havde lavet, blev der efter afsløringen af fupnummeret, grinet fjoget. Eksperterne taber altid. Det er uforståeligt, at deltagerne vil tages som gidsler i værtens tragikomiske selviscenesættelse. Den nyrindalisme, der løber som en understrøm i programmet klæder ikke DR og er en hån af tv-stationens public service forpligtelser og seere med kunstinteresse. Deltagernes krampagtige smil, når de overværer værtens optræden, viser med alt ønskelig tydelighed at det ikke kun er deltagerne i Paradise Hotel som betaler en høj pris for deres ivrighed efter at blive set og hørt, det gør kulturens fagfolk på DR også.

Formidling af kunst bør være underlagt fuldstændig de samme parametre, der gælder i dækningen af politik, økonomi, sociale forhold og nyheder, nemlig faglighed, seriøsitet og soberhed. Og selvfølgelig kan man gøre det på en underholdende og vedkommende måde.

Smagsdommerne, programmet, der stort set dækker de resterende kunstarter som teater, koncerter, ballet, bøger m.v. er måske det sted, hvor angsten for faglighed kommer bedst til udtryk. Programmet er en henvisning til Anders Foghs nytårstale, hvor han polemisk tog et opgør med parnasset og frabad sig smagsdommeri og utidig ekspertindblanding.

Programmet skulle vise sig, at understøtte Foghs opgør med eksperter og fagfolk. Forfatter og redaktør Rune Lykkeberg beskriver i sin fremragende bog “Alle har ret” sin oplevelse af casting på programmet. Det blev hurtigt tydeligt, at faglighed ikke blev anset som en forudsætning for deltagelse, med derimod en forhindring. Man må ikke vide for meget om et emne. Han beskriver malende, hvordan gæsterne blev bedt om at tale om enmer de ikke vidste noget om, og at man for enhver pris skulle undgå at tage udgangspunkt i en faglig vurdering afværket, men i stedet i de følelser, der opstod ved oplevelsen, som fx “Teaterstykket efterlod mig kold..”, “Jeg synes at filmen var kedelig..chokerende..overraskende..livsbekræftende eller den rykkede i dolken ?!”. Kun meget sjældent hæver samtalen i studiet sig over en almindelig middagssamtale. Faglighed, der i resten af vores samfund betragtes som et adelsmærke, bliver i DR’s kulturprogrammer og hermetisk lukkede kredsløb, gjort til skamme.