Det Kongelige Teater har pligt til at sikre maksimal tilgængelighed til forestillingerne for landets borgere.
Det skal spille for fulde sale frem for halvtomme.
Alle bidrager til teatret over skattebilletten og bør derfor også – uanset økonomisk formåen – have mulighed for at opleve kunsten.
Det gav anledning til bekymrede miner, da Det Kongelige Teater kunne fortælle, at sædebelægningen i 2012 var faldet til 75 procent. Det vil sige, at et ud af fire sæder i gennemsnit står tomme til teatres forestillinger.
Det er på tide at overveje, hvordan Det Kongelige Teater for alvor kan blive hele Danmarks nationalscene
Den lave sædebelægning er besynderlig, da Det Kongelige Teater som bekendt leverer meget høj kunstnerisk kvalitet.
Popularitet i kunstlivet siger, som de fleste ved, ikke noget om kvaliteten.
Der kan være fremragende forestillinger, som desværre ikke trækker så meget opmærksomhed fra publikum, som de fortjener.
Men det bør ikke desto mindre være et mål i sig selv, at så mange som muligt får glæde af den kunst, vi som samfund vælger at støtte.
Det er derfor på tide at overveje, hvordan Det Kongelige Teater for alvor kan blive hele Danmarks nationalscene.
Og hvordan langt flere kan få glæde af forestillingerne, uden det behøver at koste skatteyderne, eller de økonomisk trængte teatre, en krone ekstra.
En parallel til problemstillingen er indførelsen af den gratis entre på Statens Museum for Kunst.
Den blev indført under kulturminister Brian Mikkelsen og er en bragende succes.
Succesen med den gratis entre viser med al ønskelig tydelighed, at fjernelsen af den økonomiske barriere er en yderst effektiv måde at give langt flere mennesker adgang til kunsten.
Situationen på Statens Museum for Kunst kan selvfølgelig ikke sammenlignes direkte med Det Kongelige Teater.
Alene den grund, at teatrets entreindtægter ligger i omegnen af 90 millioner kroner, gør det urealistisk at indføre gratis adgang, selv om det uden tvivl ville betyde en eksplosion i antallet af besøgende.
Det ville blive et helt nyt teater, hvis man effektivt og en gang for alle fjernede de økonomiske adgangskrav.
Det Kongelige Teater er i forvejen priviligeret som den, helt uden sammenligning, største modtager af offentlig støtte blandt de offentlige kulturinstitutioner.
Det vil naturligvis være upassende, hvis man i økonomisk trængte tider beder om flere penge for at få flere til at gå i teateret.
Der er heldigvis andre muligheder.
Et eksempel blandt mange kunne være at lade de publikummer, der vil sikre sig en billet, købe den til udbudsprisen og derudover sælge usolgte billetter til halv pris på dagen.
Det princip fungerer på teatrene i Berlin, hvor man kan købe en sidste øjebliks billet for en flad halvtredser.
Eller, hvis man skal gøre det endnu mere radikalt, kan Det Kongelige Teater slet og ret forære de usolgte billetter væk gratis.
Det handler fundamentalt set om, at langt flere får glæde af den kunst, der skabes i de statslige kulturinstitutioner. Man skal ikke lede langt efter meget simple løsninger.
