Bragt på Politiken.dk den 11.april 2013
Programmet ‘På den 2. side’ med journalist Jacob Rosenkrands i spidsen tager kunstparnasset under kærlig behandling.
Der bliver bogstavligt talt trampet hen over kunsten i jagten på den store skandale.
Programmets dybdeborende redaktion havde i søndags fundet ud af, at det sprog, der anvendes i mange kunstmuseers pressemeddelelser er akademisk og dermed ikke forståeligt for alle – med streg under alle.
Tilsyneladende drevet af en stærk indignation skulle konspirationen om kunstens indforståede foragt for det folkelige – udtrykt i pressemeddelelsernes sprog – optrevles.
Programmet tegner et billede af et hjælpeløst kunstpublikum, der i hænderne på skruppelløse kunstformidlere bliver trukket rundt i manegen.
Sproget i pressemeddelelserne krænker publikums ret til at forstå alt, synes holdningen at være.
Museumsformidlerne kom til kort, hvilket der også er en overhængende risiko for, når en skeptisk journalist med åbenlyst forudfattede holdninger, et kamerahold i ryggen og hele vægten af den rindalistiske foragt for moderne kunst udbeder sig en forklaring
Wallner & Weiss
For at understrege pointen havde værten fundet eksempler på pressemeddelelser, hvor der bliver brugt op til flere fremmedord i samme sætning.
Oven i købet fremmedord som »for eksempel en murer ikke forstår …«, lader programmet os forstå.
Der blev triumferende oplæst talrige fremmedord, som programmets vært angiveligt ikke kender betydningen af.
Han havde påtaget sig rollen som ‘Spørge Jørgen’, ‘Dumme Peter’ eller den notorisk klarsynede dreng i ‘Kejserens nye Klæder’.
Men det virkede svært utroværdigt at se ham spille dummere, end han er.
Fremmedordene havde værten fået printet ud på et stykke papir, som han i væmmelse holdt ud i strakt arm for at understrege, at der her var tale om noget underlødigt og fornærmende. De forbudte ord.
Det ville være forkert at påstå, at der i programmet blev lagt op til bogafbrændinger eller heksejagt på intellektuelle, men programmet virker ikke befordrende for det, vores samfund har brug for.
Nemlig at vi har lyst til at uddanne og dygtiggøre os med udgangspunkt i nysgerrighed, åbenhed, og åndeligt og intellektuelt overskud.
Værten interviewede en række museumsinspektører og afkrævede dem en forklaring på de svære ord i pressemeddelelserne.
Den påtagede skeptiske vært bad museumsinspektørerne om kort og godt at forklare »hvorfor dette maleri nu skulle være så interessant?!«
Museumsformidlerne kom til kort, hvilket der også er en overhængende risiko for, når en skeptisk journalist med åbenlyst forudfattede holdninger, et kamerahold i ryggen og hele vægten af den rindalistiske foragt for moderne kunst udbeder sig en forklaring.
Kunst handler om nye måder at se verden på.
Uvilje, fordomme og intolerance er de største forhindringer for at forstå og oplevekunsten.
Hos DR svinger pendulet imellem latterliggørelse af den akademiske formidling af kunst på den ene side og DR’s egen overfladiske og fagligt undertrykte kunstformidling på den anden
Wallner & Weiss
Det kan være lige så svært at forklare, hvorfor et kunstværk er vigtigt og interessant til en person, der ikke er åben og modtagelig, som det er svært at fortælle en vittighed til et humorforladt menneske.
På et tidspunkt træder programmets kameramand tilmed på et kunstværk placeret på gulvet.
Der fnises lidt af alvoren over det ødelagte kunstværk.
Charlottenborg Kunsthals direktør smiler overbærende, som man kun gør, når nogen virkelig ydmyger en for rullende kamera.
Det nærmest lyser ud af ham, hvor meget han fortryder, at han har valgt at stille op til et DR-program, som først ødelægger hans kunstudstilling for derefter at gøre grin med hans måde at formidle kunst på.
Naturligvis var der tale om at hændeligt uheld, og ingen vil påstå, at det var ond vilje.
Optrinnet bliver dog en tragisk allegori over kunstformidlingen på DR.
Mest sigende er det, at man vælger at bringe det i programmet.
Man kan næsten høre redaktøren sige, »det er jo skide godt tv, og så siger det jo så meget om den mærkelige kunst, som ingen forstår, ikke engang kunstformidlerne selv«.
Endnu engang er det lykkedes DR at latterliggøre kunsten og dens aktører. Formidlerne, museumsinspektørerne, og ikke mindst kunstnerne, der i DR’s fremstilling laver underlige uforståelige ting og sager, som de tilmed lægger på gulvet lige der, hvor man skal gå.
DR 2 trækker igen igen elitekortet og skaber en pseudokonflikt mellem dem på parnasset – eliten, de intellektuelle og finkulturelle – og så alle de andre, de såkaldt ‘almindelige mennesker’, som DR skråsikkert og nedladende påstår ikke forstår den svære og utilgængelige kunst.
De mange millioner, der besøger de danske kunstmuseer hvert år, er formentlig ikke enige med DR.
Naturligvis må man medgive, at der bliver anvendt et svært sprog i museernes pressemeddelelser.
Og visse pressemeddelelser bærer sikkert også præg, af at man har forlæst sig på franske teoretikere.
Men hos DR svinger pendulet imellem latterliggørelse af den akademiske formidling af kunst på den ene side og DR’s egen overfladiske og fagligt undertrykte kunstformidling på den anden.
